Ingen sætter sig for at bygge en kæde af viderestillinger. De opstår af sig selv, et hop ad gangen, over flere år. Sitet skifter fra http til https. Senere kommer www på. Så flyttes en side til en ny kategori. Hver ændring er fornuftig i sig selv, og til sidst går en gammel URL gennem fire led før den lander.
Hvad det koster
Google følger viderestillinger, men ikke ubegrænset. Er kæden lang nok, opgives den, og så peger linket i praksis ingen steder hen. Selv når kæden følges, bruges der crawl-budget på hvert hop, og på et stort site er det målbart.
Der er også et brugerhensyn. Hvert hop koster tid, og på mobil over et dårligt netværk bliver tre hop til en mærkbar forsinkelse, inden siden overhovedet begynder at loade.
Sådan opstår de typisk
- Protokol og værtsnavn. http til https, og uden www til med www, sat op som to separate regler i stedet for en.
- Relanceringer. Et nyt URL-mønster lægges oven på det gamle mappingark, hvor gamle adresser allerede blev flyttet en gang.
- Slettede sider. En side viderestilles til sin kategori, som senere selv bliver flyttet.
Find dem uden værktøj
Kommandolinjen rækker langt. Et enkelt kald med curl og flaget for at følge viderestillinger viser hvert led på vejen med statuskode. Kør det på de tyve gamle URL'er du ved har fået links gennem årene, og du har svaret på om problemet findes hos dig.
Løsningen er altid den samme
Peg det første led direkte på den endelige adresse. Kæden A til B til C til D bliver til A til D, B til D og C til D. Alle gamle regler beholdes, de peger bare direkte på målet nu i stedet for på hinanden.
Vær opmærksom ved domæneskift
Det er ved domæneskift kæderne bliver dyrest, fordi hele den historiske linkprofil skal igennem dem. Er der to domæneskift i historikken, går et gammelt link gennem begge. En gennemgang af viderestillingskæder er derfor et af de første steder at kigge, hvis et site har mistet trafik efter en flytning, og de sædvanlige forklaringer ikke passer.